Jeg oplever ret tit, at folk ikke helt ved om statisk udstrækning er voldsomt vigtigt eller spild af tid?! Dermed denne post, så du kan blive klogere på om du skal bruge tid på det eller ej.

Vi starter lige med den gode nyhed; statisk udstrækning øger din bevægelighed/smidighed. Det er dét udstrækning kan. Og jo mere smidig du er, jo bedre forudsætninger har du for at bevæge dig flot.

.. MEN, men, men. Jeg er voldsomt ked af at skulle sætte en dæmper på euforien omkring udstrækning allerede nu. For det kan ikke ret meget mere end at gøre dig smidig. Her er lige 3 hårdnakkede myter omkring udstrækning:


Udstrækning mindsker muskelømhed

– NEJ, der er sågar forskning der viser at udstrækning kan forværre muskelømheden

Udstrækning giver lange, slanke muskler

– NEJ, du kan ikke ændre en muskels længde via udstrækning

Udstrækning mindsker risikoen for skader

– NEJ, men jo større smidighed, jo bedre bevæger du dig generelt og det vil alt andet end lige mindske risikoen for skader


Så hvorfor så overhovedet bruge tid på udstrækning?

Tja, det kan også være svært at finde de mange gode argumenter for at bruge tid på udstrækning. Dét gode argument for at bruge tid på udstrækning er – som skrevet – at ville øge smidigheden/bevægeligheden.

Jeg oplever dog, at mange finder det behageligt at strække ud og bruger det som en mental afslutning fra ens træning. Og det er helt fint, så længe du bare er bevidst om hvorfor du bruger tid på det. For det tager lang, lang tid at blive mere smidig. Hvis du strækker hver muskel i 3 runder á 45 sekunder i en 8-12 ugers periode, så har du støtte fra forskningen om at du øger din bevægelighed og (måske ikke) kan gå i spagat, split, splat og splut derefter.

KONKLUSION: Udstrækning øger din bevægelighed, hvis du virkelig afsætter tid af til det og er meget, meget tålmodig med det. Ellers, så ja. Så vil jeg hellere bare smutte i bad, hvis jeg var dig.

Men du bestemmer.

Bare husk at bestemme efter at have læst ovenstående.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *