Inden vi starter vil jeg gerne lige slå dette fast med syvtommersøm: den bedste motionsform er den, du er mest motiveret for og dermed får gjort. Basta – længere er den ikke.

Godt, så. Så begynder vi.

Hvis du vil tabe dig, så skal du ”bare” forbrænde flere kalorier end du indtager (kalorieunderskud). Ja, goddaw’, Kim. Flot. Rigtig flot. Det har vi nemlig _aldrig_ hørt før, vel?! I know, I know. De fleste (hvis ikke alle?!) ved dette og det virker også usandsynligt simpelt og ligetil, ik’? Virkeligheden er dog mildest talt en anden, selvom det rigtig nok er en grundlæggende lov om kroppens energibalance.

undefined

Du tænker derfor – forhåbentligt – også, at dine kostvaner spiller en vigtig rolle i forbindelse med dit vægttab. Korrekt, for hvis du ændrer på din kost så du over tid indtager færre kalorier, så kan det rigtig nok medføre et kalorieunderskud.

Men kosten bør ikke stå alene, for der er rigtig mange sundhedsmæssige fordele ved at være fysisk aktiv under et vægttab og generelt set. Når det kommer til valget af motionsform, så er der stadig en del (dog færre end tidligere, vil jeg vurdere) der udelukkende vælger at dyrke konditionstræning i form af løb, spinning og lign. for at tabe sig.

Og det kan også sagtens lade sig gøre, at gøre det på den måde. Jeg er ikke dommer over, hvilken motionsform folk vælger. Slet ikke, for den bedste motionsform er jo som sagt den, der bliver gjort, ik’? Og hvilken der er den mest motiverende for dig, ja.. det ved du sjovt nok bedre end jeg gør. Derfor skal du altså endelig fortsætte med spinning og/eller løb, hvis du bliver glad i låget af disse og dermed får lettet røven fra sofaen.

Meeeeen, jeg vil nu alligevel prøve at smide disse to helt uimodståelige gode argumenter på bordet for, hvorfor du bør bruge tid på styrketræning i forbindelse med dit vægttab:

 

1) Styrketræning opretholder din muskelmasse

Hvis du taber dig udelukkende vha. dine (ændrede) kostvaner, så er det farvel til rigtig meget muskelmasse. Konditionstræning kan dæmme op for en del af dette tab, mens styrketræning helt kan stoppe det. Det vil gøre det nemmere at fortsætte vægttabet på den lange bane med en opretholdt eller sågar øget muskelmasse, da din forbrænding – især under arbejde, dvs. træning/bevægelse – vil være større. Din forbrænding vil rigtig nok også blive højere i hvile (når du sidder foran fjernsynet og ser Kanal4), men forskellen her er minimal – medmindre vi snakker virkelig store vægttab på f.eks. 40-50 kg.

 

2) Styrketræning får din efterforbrændingen i top

Hvis det kun handler om forbrændte kalorier UNDER træningen, så vinder konditionstræning i de fleste tilfælde over styrketræning.

Men, men, men.

For at vurdere den fulde effekt bliver vi også nødt til at kigge på forbrændingen efter træning – heraf EFTERforbrænding. Og her er efterforbrændingen i langt de fleste tilfælde både større og mere vedvarende ved styrketræning end ved konditionstræning. Samlet set vil du altså (i de fleste tilfælde) forbrænde flere kalorier ved styrketræning på grund af den øgede forbrænding (især under arbejde/bevægelse) samt en højere efterforbrænding.

Når dette er sagt (og skrevet), så er en blanding af konditions- og styrketræning oftest at foretrække i forbindelse med vægttab. Styrketræningen vil sikre dig ovenstående fordele, mens konditionstræningen i sig selv også vil medføre en pæn forbrænding samt øge din generelle sundhed.

Ønsker du mere specifik hjælp til at sammensætte et effektivt træningsprogram, der kombinerer konditions- og styrketræning? Så kender jeg én, der kan være behjælpelig med det. Klik her og bliv klogere!

God træning!